BPA

ABC har en hjemmebane ved Beach Park Aarhus ved Bodøvej ved den tidligere militære skydebane i Århus N.
Læs mere om projektet at skaffe, financiere og etablere baner ved BPA.

Baggrund for Beach Park Aarhus (Projekt Vestereng)

Vores situation
ABC's placering på Den Permanente udgør en strukturel begrænsning for klubben. ABC har ikke baner nok, hvilket giver klubben flere problemer. ABC kan ikke optage flere medlemmer end de 500, den har nu, og er derfor ikke opsøgende i medlemsrekrutteringen. Oversigt over medlemsudvikling i bilag 1. De sene spilletider og placeringen nedenfor Risskov umuliggør, at klubben kan oparbejde en ungdomsafdeling. Klubben har også gentagne gange sagt nej til henvendelser fra folkeskoler og gymnasier om at forestå undervisningsforløb i beachvolley. Banebegrænsningen betyder endvidere, at ABC ikke kan tilbyde sine medlemmer træning i det omfang som det efterspørges af medlemmerne, hvilket har de største implikationer for nybegynderne og elitespillerne. Klubbens medlemmer må også ofte gå forgæves på Den Permanente for at spille, da alle klubbens baner og turneringer er overbooket. Belægningsgraden på banerne er opgjort i bilag 2. Sidst, bør også nævnes, at klubben kun i ringe omfang kan arrangere stævner. Det er således umuligt for Danmarks største beachvolleyklub at arrangere en afdeling af den danske DM-turnering: Nestea Tour. 

Vi har derfor gennem 10 år arbejdet på at skaffe klubben flere baner senest ved Risskov Strandpark. Et projekt, som blev afvist af Århus Amt på grund af Strandbeskyttelsesloven.

I foråret 2005 forelagde vi de ovenstående problemstillinger for daværende Rådmand, Torben Brandi Nielsen og Fritids- og Kulturforvaltningen. Ved dette møde blev der udpeget en liste med 15 områder i og omkring Århus, hvor der kunne laves baner. Listen blev i slutningen af maj prioriteret af bestyrelsen.

I januar ansøgte vi kommunen om råderet over et af vores 3 øverst prioriterede områder. Denne ansøgning har nu udmøntet sig i, at vi arbejder med en konkret projektering på Vestereng: Mellem Vesterengvej, Århus Firmasport og Bodøvej. Området er en gammel militær skydebane omkranset af 5 meter høje volde. Inden for disse volde kan der placeres 32 baner (inklusiv en center court), tribuneplads og klubfaciliteter.

Beach Park Aarhus - Hvad er det?
Ideen bag Beach Park Aarhus har flere facetter. For det første skal centeret give ABC mulighed for at tilbyde sine medlemmer tilstrækkeligt med baner og muligheden for at spille om dagen. Desuden er der udsigt til at vi kan opstarte en ungdomsafdeling. Vi vil arrangere større turneringer af egne og en afdeling af DM touren. Endeligt skal centeret benyttes af skoler, institutioner og andre foreninger til beachvolley, strandhåndbold og strandfodbold.

Centeret består af en stor sandkasse på ca. 200x50 meter, hvor der fast vil være 12 beachvolleybaner. Det resterende areal kan oplægges til strandfodbold, strandhåndbold og flere beachvolley baner efter behov. I området etableres klubfaciliteter til ABC, opbevaringsrum til materiel og græsområde til tribuner, tilskuere og solbadning.

Hvornår er projektet en realitet?
Inden ABC har etableret en sandkasse på den størrelse er der en del ting som skal klares. For det første skal vi fremvise en konkret projektering for Beach Park Aarhus, budget for finansiering og drift. Alt sammen skal godkendes af Århus Kommune (godkendt af kommunen 18. august 2006). Efter denne proces skal der laves en lokalplan for hele området – denne skal så til høring og endeligt vedtages i Byrådet.

Omkring januar 2007 forventer vi at første spadestik kan tages. Herefter skal området omdannes til en stor sandkasse og vi skal have bygget klubfaciliteter. Dette vil tage frem til begyndelsen af maj, hvor vi – om alt lykkes – kan åbne for sæsonen 2007 på Beach Park Aarhus.

Men som sagt skal alt lykkes og det kræver en fælles indsats af alle medlemmer…Det vil du høre mere om snarest!

Senest redigeret d. 16. Feb 2011