ABC-ligaens start

ABC blev stiftet i 1993. I starten spillede de fleste kun kampe med deres holdkammerater fra indendørs volley. Vi ønskede dog at lave en form for turnering, hvor man havde mulighed for at møde spillere på tværs af de indendørs klubber, og hvor man havde mulighed for at udvikle sig sportsligt ved at spille kampe, der betød lidt mere end bare træningskampe.

  Vores første bud på en sådan turnering var en ”udfordringstavle”, der blev indført i 1994 eller 1995. Her kunne det enkelte hold udfordre de hold der lå nogle pladser over dem, og ved en sejr rykke op på ranglisten. Denne turneringsform kom dog aldrig rigtigt i gang. Bl.a. fordi det krævede at begge spillere på de to hold, havde tid den samme dag.

  I stedet indførte vi så ABC-ligaen i 1996 (den gang ”Serengeti-ligaen”). Her får man individuelle point som på DM-touren, og har derfor mulighed for at skifte makker fra gang til gang.

  ABC-ligaen har desuden den fordel, at den ligger på en fast ugedag, som spillerne kan sørge for at holde fri. Ved på denne måde at lægge turneringen på en fast ugedag, opnåede vi desuden at spillerne tog til stranden, selv om det ikke var høj solskin.

  Det danske sommervejr består typisk af 25% dage med tydeligt sommervejr, hvor mange har lyst til at tage til stranden for at spille. 50% dage, hvor der måske har været  en lille byge i løbet af dagen, eller det har måske bare set lidt gråt ud når man sad inde og så på vejret. Disse dage er også glimrende beachvolleydage, hvilket man finder ud af, når man har en fast aftale om at spille en bestemt dag. De sidste 25% af dagene er kolde, meget blæsende eller med vedvarende regn. På disse dage, kan man ikke sige at der er godt beachvolleyvejr, men på den anden side er det glimrende at få trænet disse dage, så man er forberedt, når man tager ud til stævner. Gennem oprettelse af ABC-ligaen har vi fået udvidet vores spil på disse sidste 75% af dagene væsentligt.

D. 5/6 1996 blev det første ABC-liga-stævne afviklet. Det var en ren herre turnering, og allerede efter nogle uger måtte vi udvide turneringen, så der både var en HerreA-række og en HerreB-række. Der var lagt op til at der skulle være en damerække allerede fra første år. Vi kunne dog ikke finde nogen der ville stå for denne damerække og måtte derfor nøjes med herrerækken.

   Senere er der løbende udvidet med damerækker, mixrækker, samt en HerreC-række.

  På nuværende tidspunkt fungerer ABC-ligaen som et vigtig samlingspunkt i ABC, og den er med til at give medlemmerne et særligt tilknytningsforhold til ABC, på trods af at de kommer fra forskellige indendørsklubber. Den medvirker desuden til at skabe netværk på tværs af de indendørs klubber, samt giver sportslige udfordringer til medlemmerne.

Senest redigeret d. 3. Apr 2007